I et nyt børneteaterstykke er Hammerhajen Hiks bedste ven pudsefisken Bitten forsvundet. Og det er jo ikke en rigtig jul uden ens venner. Derfor tager Hik på ekspedition gennem de dybe have og bruger sine ekstra sanser til at lede efter dem.
Teaterstykket ”Hammerhajen Hik holder jul” er en markant opgradering med blandt andet ny scenografi og ny musik komponeret af Claus Reenberg. Forestillingen, der er målrettet de 2-7 årige og varer cirka 30 minutter, er en genfødsel af børneteateret på Den Blå Planet, der faktisk har kørt hver dag siden åbningen i marts 2013. Det gør det til en af de længst kørende forestillinger i Danmark, og premieren på det nye stykke er dag 1348 med kontinuerligt børneteater på Den Blå Planet.
Hammerhajens syv sanser
I stykket leder Hammerhajen Hik efter sine venner ved brug af sine ekstra sanser. Hvor mennesker har fem sanser, har hammerhajer hele syv. De to ekstra er sidelinjesansen, der gør, at fisk kan svømme i store stimer uden at støde ind i hinanden, og den elektriske sans, som gør hammerhajen i stand til at mærke slaget fra selv de mindste hjerter.
Hiks bedste ven, pudsefisken Bitten, er forsvundet, og det er jo ikke en rigtig jul uden ens venner. Derfor tager Hik på ekspedition gennem de dybe have og bruger sine ekstra sanser til at lede efter dem. Finder Hik Bitten, og bliver det jul på Den Blå Planet? Det kan man få svaret på og samtidig blive klogere på fisks sanser.
Byens bedste museum
Tidligere på måneden blev Den Blå Planet kåret til Københavns bedste museum af Børn i byen, og med det nye teaterstykke styrker Den Blå Planet formidlingen til de mindste yderligere.
”Børnene er ikke bare passive tilskuere. De bliver inddraget i teaterstykket, og det er afgørende. Fisk fortæller ikke om sig selv på samme måde som løven i zoologisk have, så der er vi nødt til at hjælpe til med at fortælle deres historie, hvis børnene skal kunne huske det og få en større forståelse og respekt for vandets liv,” siger Dorte Gleie.
Fakta om “Hammerhajen Hik holder jul”
- Varighed: Cirka 30 minutter
- Ide og instruktion: Karin Prehst Lund Madsen
- Scenografi og design: Karin Prehst Lund Madsen og Sandra Møller Svendsen
- Musik: Claus Reenberg
- Forestillingen kan opleves hver dag frem til og med den 1. januar.
Find flere
YouTube | https://www.youtube.com/user/DenBlaaPlanet |
@DenBlaaPlanet | |
https://www.facebook.com/denblaaplanet |