Masser af små nye axolotler svømmer nu rundt på Den Blå Planet.
Kan du ikke se videoen?Klik her!
Axolotlen ligner med sine udvendige, buskede gæller en vanddrage, men der er tale om en halepadde. Og en spændende en af slagsen.
Axolotlen findes i naturen kun i nogle få søer og vulkanske kratere i udkanten af Mexico City, og fordi byen vokser – og fordi axolotlen i Mexico anses som en delikatesse – er bestanden desværre ved uddø. På IUCNs Red List står den som “kritisk truet”, hvilket er højeste alarmberedskab.
Det er desto mere ærgerligt, da axolotlen ud over sit specielle udseende gemmer på nogle helt særlige egenskaber.
Lever hele livet som larve
Dels lever den hele sit liv som larve i stedet for at gennemgå en metamorfose og gå på land som de fleste andre frøer og salamandre. Af samme grund lever den også hele livet i vand.
Men selv om den altså tilbringer hele livet som larve, kan den formere sig, og det er sket på Den Blå Planet, hvor der i øjeblikket er masser af både æg og små larver.
En axolotl-hun kan lægge mellem 100 og 1000 æg. Så snart hun har lagt dem, kan hun begynde at producere nye og kan således lægge æg flere gange om året.
Æggene klækker efter to-tre uger, og de små larver på cirka en centimeter svømmer ud og er klar til at finde føde.
Hjernekirurgi blandt larver
Ud over den specielle reproduktion er axolotlen også bemærkelsesværdig for sin evne til at regenerere. Hvis den eksempelvis mister et ben, kan den gro et nyt, og så har den som noget helt særligt også evnen til at modtage dele fra andre axolotler og integrere dem i egen krop.
Selv dele af en anden axolotls hjerne kan den fuldt integrere og bruge funktionelt, og det giver nogle meget interessante perspektiver, hvis forskerne kan finde ud, hvor den evne kommer fra.
Kolde kratere
På Den Blå Planet finder du axolotlerne i akvarium 6 i den kolde afdeling, hvilket kan virke underligt, da de i naturen lever i vulkanske kratere.
Det skyldes, kraterne ikke er aktive, og at at vandtemperaturen i akvariet derfor svarer til det, der findes i naturen.
Find flere
YouTube | https://www.youtube.com/user/DenBlaaPlanet |
@DenBlaaPlanet | |
https://www.facebook.com/denblaaplanet |